Det der med kærester…

 

Jeg bliver ofte spurt om: ” hvorfor det er sådan køn lille sag som dig ikke har en dejlig kæreste ved din side” ..Tøhø…
Og ofte bliver dem der spørger overrasket når jeg svare… ”Det er fordi jeg ikke har lyst”

 

Jeg er ikke en kvinde som bare sådan lige lukker op for mit inderste og slet ikke mit hjerte, og de ganske få gange det er sket .. tja så er det ikke nok lige gået så godt vel… eftersom jeg er single nu 😉

Dog må jeg sige, den senere tid, har jeg da prøvet at mærke efter, om mit svar nu også stadig passer.

Nok også mest p.g.a den rejse jeg er i gang med, inden i mig selv, efter at have været gået i et indre følelsesmæssigt ”FULD STOP” siden 2011/2012

Jeg må sige.. både og ..

Faktisk så nyder at have min fulde frihed.. Friheden til at gøre præcis, hvad jeg vil, med hvem jeg vil, og når jeg vil.
Det i sig selv er en gave, og jeg nyder at være bare mig – elsker faktisk ret meget mit eget selskab.

Dog er der også tider hvor et par solide kærlige tryghedsgivende arme også ville være en kæmpe fordel.

En at kunne dele sine inderste tanker med, griner indforstået sammen med .og ellers også bare være morgengrim med ..

Hvorfor er det så jeg ikke har lysten?.. Eller er drevet af den der nærmest maniske trang til bare at finde en, lige som alle de andre omkring mig?

Tja… En af forklaringerne kan meget vel være at i 2011 røg jeg lige ind i nok en af de værste omgang øretæver, og røvfuld i verdensklasse, der kan ramme et menneske.
Jeg fik et massivt tillidsbrud til andre mennesker, mennesker som jeg troede jeg kendte, jeg stolede på og havde nært.

Mennesker som jeg havde lukket ind i mit liv, ind i  min familie ( det tætteste af det tætteste, som jeg bare værner så meget om ) som udsatte mig for så voldsomt et svigt på flere fronter og i fuld offentlighed, for at redde deres egen røv, at jeg lukkede total i – for alt hvad der kunne nærme sig en følelse af nærhed.

Dette af ren skræk for at nogen, nogensinde skulle have den magt igen, til at få mig til at føle mig så følelsesmæssigt svigtet og voldtaget som jeg har gjort i de her år.

Det er de færreste som har fået lov til at blive.. Dem som der er tilbage, er også dem som bare ved djævlens vold og magt, har stået der for for mig, hamrede døren ind til mig, selv om jeg var en virkeligt kost og afvist dem, og det er dem der bare kiggede på mig med kærlighed i øjnene uden at stille krav… selv om jeg på ingen måde har været let at danse med i perioder.

Kun en mand blev lukkede ind i 2011…og han kom helt ind… og han tja… lad os blot sige, han var et ganske dejligt menneske, men med sine egne demoner at sloges med.

Så det holdte kort..

En sommer, et efterår en vinter og lidt af et forår, så sluttede det. Og det slog mig fuldstændig ud af kurs. –for ham elskede jeg virkelig …lige der, men jeg var så meget på vej ud over kanten, så det kunne jeg slet ikke rumme-

Han var sgu lige der, klogere end jeg- for vi var ikke ment to be for hinanden …

Der sluttede min tillid til det der med kærlighed.

Nu er der gået 3 år…

Sårene er langtfra lægt efter hvad jeg har været igennem… Dog er jeg begyndt at anerkende de er der, og de altid vil være der, og så arbejde med dem på en positiv måde….så med andre ord… jeg er på vej…

Og jeg er på rette vej… Til trods for alle de skader både fysisk og psykisk på krop og sjæl jeg har pådraget mig under vejs 😀

Turen jeg har været igennem, har på mange måde ændret mig.

Ikke i min kerne, ikke i hvad jeg tror på, hvad jeg kæmper for, og hvad jeg står for, hvem jeg elsker

Essencen i den jeg er – er stadig den samme, og den er om end nok mere intens og vigtig for mig at få ud i dag, mere end nogensinde…

Når man formår at taget alt fra et menneske, alt hvad de har bygget op over helt liv, alt hvad de ejer, alle deres minder, egendele, børneting, navn ect –

Og så formår skubbet det menneske helt ud over kanten, den kant hvor vejen til bunden er uendelig dybt og lader dem klaske helt ned og ramme bunden – og selv lader dem, helt alene, med dømmende blikke, kravler op og tilbage ind over kanten igen…

Så sker der noget med dem inden i… Jeg er en af dem. Og der er virkelig sker noget.

Jeg er en total krigerkvinde- en fighter ..En aktivist – og en der bare larmer helt vildt meget i perioder 😉

Det er min styrke og i den grad også min svaghed. 

Husk jeg snupper lige 20 dage i boksen med fuld stuearrest med venlig hilsen det danske samfund, for det jeg tror på og stadig kæmper for – og jeg er på ingen måde hverken enig i dom eller straf- bliver det ALDRIG…. 

Først og fremmest.. jeg er ikke længere bange for noget eller nogen. Jeg lader mig ikke kue eller ”mobbes” ind til at handle, agere, tænke, mene, blive truet til, eller føle noget som helst jeg ikke står inden for.

Dog jeg er bange for at føle noget helt nært og tæt med et andet menneske- Jeg er rædselsslagen for at lukke nogen ny helt ind i mit hjerte. ( Igen .. Det gør det lidt svært, det der med kærester)

Jeg er kompromisløs – og jeg er total ligeglad med hvad andre mennesker, som jeg ikke har en eller anden relation med, måtte tænke mene eller synes om min person.

For seriøst, hvad filan skal jeg dog bruge det til?

Minusset i det jeg har været igennem er, du også kan ende også op med, at du bare ikke lukker nogen nye mennesker ind..

Der kan komme nye mennesker til. De kan blive en del af din tilværelse, men alt hvad du rummer inden i som menneske, det holder du for dig selv, og det får de kun lov til at opleve i små glimt…når du lader en enkel barriere falde.. 

Hvis en mand så begynder at vise dig en interesse, hvor du kan mærke det kræver du skal investere dig selv lidt mere i, tja.. så stikker du af… og jeg er blevet verdensmester i lige netop den disciplin 😉 –

Og så er der lige det faktum- jeg er så skide kræsen- og jeg kan slet ikke finde ud af at skulle vælge og kun nøjes med EN??? EN????…. Det kan man da ikke…. Eller.. det vil jeg ikke 😉

Dog har jeg lovet mig selv- at jeg vil prøve at se om jeg kan ændre lidt på den adfærd, det er intet galt i at passe på sig selv, dog er der noget galt i at lukke en vigtig del af livet ude..

Måske også jeg, en dag, bliver voksen nok, til at tro på det der med kærester … lets see

April