ADHD- EN Social dødsdom ? –

Der har været stille fra min side af, på bloggen i denne her uge- og det har været helt bevist.
Der har så været run på bag om, kan jeg se – Hvor er det skønt at se, hvor mange som kigger forbi og læser med <3
Af hjertet tak !

Jeg har så været så optaget af andre ting, her under mit helbred 🙂
Hele huset har været ramt af den frygtede og frygtindgydende MAN-FLU –

MEN NU ER DET FREDAG  – og fredag betyder det er tid til ugens gæsteblogger.

Ugens gæsteblogger er en helt fantastisk i kvinde : Ronja Danekilde Godtfredsen
Ronja er en kvinde med ben i næsten og en fighter ånd- en af de sjældne.

Hun fik i en sen aldre konstatererede ADHA- og dette gjorde, at hele hendes verden faldt på plads, samt, at hun en gang for alle, kunne tage styringen over sit eget liv tilbage- og det gjorde hun.

Men inden hun kom der dertil, så var der så mange barriere og forhindringer, udstødelse, manglende forståelse ect, som rigtig mange med bla ADHA lider under i deres dagligdag og deres liv.
Er den uopdaget eller ubehandlet – så er det endnu værre.

Jeg respektere Ronja af mange årsager, dog må jeg skrive, at der hvor hun blæser mig fuldstændig omkuld, er på sit kriger gen <3
For hun gør op med myterne og fordomme, mod mennesker med ADHA- og giver en rigtig god vinkel på hvordan det er at leve med ADHD

Byd velkommen til ugens gæsteblogger- og skriv hendes ord og historie bag øret, for der er mange af dem, og de har ikke samme overskud <3

APRIL

 

ADHD´en i mit liv – At gøre en lang historie kort…

I år fylder jeg 32 år, jeg har oplevet meget på få år, men jeg har endnu ikke nået at få en uddannelse, og mit liv begyndte først rigtigt at falde på plads da jeg fyldte 30 år – ikke fordi jeg fyldte 30 år, men fordi jeg efter et helt livs søgen endelig fik sat ord på hvorfor jeg er lidt anderledes…
Jeg har altid følt mig anderledes uden at kunne sætte en finger på hvorfor, jeg havde som barn og teenager enormt svært ved at styre mine følelser, det var som om de havde magten over mig uanset hvor hårdt jeg end kæmpede for at høre efter, som om jeg bare følte alting meget dybere end mine medmennesker…

Jeg fantaserede tit om at jeg var på en fremmed planet, for det var sådan jeg følte mig når jeg gang på gang løb ind i konflikter, og jeg havde det bedst når jeg tog ud til hestene eller klatrede i træer med katten – de krævede ikke andet end min kærlighed og omsorg, krav jeg kunne leve op til uden frygt for at skuffe nogen…

 

Jeg blev tidligt stemplet ”adfærdsvanskelig” og man forsøgte at finde ud af om der var problemer i hjemmet siden jeg var som jeg var… Jeg kom på heldagsskole i midten af 6. klasse, for jeg skulle lære at indordne mig som andre normale børn.
Og jeg forsøgte mit bedste, men alligevel var det aldrig godt nok og jeg begyndte selv at tro på at jeg ikke var god nok –

 

”Hvorfor kan du ikke bare tage dig sammen”, ”Hvorfor kan du ikke bare tælle til 10”…

De sætninger tysser jeg stadig ned den dag i dag, for på dårlige dage giver de svagt genlyd i mit baghoved og truer med at knække mig endnu engang..

Jeg sidder i dag med udsigten til at kunne tage en uddannelse til socialrådgiver, til endelig at kunne være ”rigtigt” voksen, jeg var aldrig nået hertil i mit liv hvis ikke det var fordi jeg i 2014 kom i terapi for chok og sorg efter at min daværende store kærlighed tog livet af sig i november måned 2013…
Det føles sært at kunne sige at den sorg førte noget positivt med sig, men det er sådan det er, for havde jeg ikke haft behovet for terapi på det tidspunkt, så havde det måske aldrig været kommet på tale om jeg nogensinde var blevet udredt for ADHD…

 

Den terapeut jeg kom hos havde arbejdet meget med unge og voksne med ADHD, og det var netop derfor at hun kunne genkende tegnene hos mig, og derfor rådede mig til at blive henvist til en udredning hos psykiater.
Jeg fandt en enormt dygtig psykiater med egen praksis i Allerød, og på samtlige skemaer og spørgsmål lå jeg højt i score på ADHD symptomerne, og jeg fik diagnosen ”ADHD, kombineret type” – dvs. med forstyrrelser af såvel opmærksomheden som af aktiviteten og impulskontrollen.
Fordi jeg har været så udfordret i mit liv af mine ADHD symptomer, har det været en enorm hjælp for mig at få medicin, bivirkningerne er nemmere at håndtere end min ADHD uden medicin..

Naturligvis kan medicin IKKE stå alene, det bør aldrig være nøgle-behandlingen, men det kan give tilpas meget fokus til at jeg (og mange andre med ADHD) kan koncentrere os om at følge behandlingsprogrammer med både DAT (Dialektisk adfærdsterapi), KAT (Kognitiv adfærdsterapi) og psykoedukation. Desværre er der endnu for få behandlere der har forstået vigtigheden af terapien, behandlere af ”den gamle skole” som ikke har opdateret deres viden de sidste 10-20 år – som f.eks. den ene alm. praktiserende læge der er i ”mit” lægehus her i Farum. Da jeg nægtede at spise de lykkepiller han gav mig, men bad om henvisning til udredning, fik jeg et fornærmet svar om at han da nok skulle henvise mig, men kun for at jeg kunne se at han jo havde ret i at jeg bare led af depression.

ADHD er nemlig ikke noget voksne kvinder har…

 

Hvilket leder mig til selve forklaringen for hvorfor det har taget så mange år før jeg fik sat en forklaring på mine udfordringer: Det var desværre først var da jeg var ude af skolen, at man fandt ud af at piger kan have ADHD, og derfor jeg dengang fik stemplet ”adfærdsvanskelig”, da man ikke anede hvad der var galt med mig, for jeg var jo ikke ”retarderet”, tværtimod er jeg testet hyper-intelligent flere gange..

Trods udfordringerne der følger med, så er der også nogle positive træk ved at have ADHD, det giver mig evnen til at reflektere over tingene fra flere sider end mange andre kan det, jeg kan udnytte mit hyperfokus til at suge viden til mig, og jeg kan udnytte mit ”ekstra gear” til at kæmpe den ekstra mil hvor mange andre når at give op på vejen…
Så jeg ville faktisk ikke være foruden min ADHD sådan som jeg lever med den i dag, jeg ville heller ikke være foruden min terapi eller min medicin…

Men fordommene jeg møder fra ”normen” kunne jeg godt undvære, det er så enormt nedslidende at kæmpe imod de fordomme hvor der ikke lyttes til os der rent faktisk har ADHD, og det er sårende at der bliver set ned på os som om vi er stakler der tvinges på narko – min medicin er nøje justeret til at gavne mig, og den hjælper kun min hjerne til nemmere at få udbytte af den dopamin som mine underudviklede receptorer ikke formår at få ordentligt rundt ellers…

Har du mødt 1 med ADHD, har du kun mødt 1 med ADHD, vi er lige så forskellige som alle andre, og vores udfordringer ligeså – og det er også derfor at det er individuelt hvilken medicintype samt dosis der hjælper os hver især…

 

Jeg hedder Ronja, jeg er født i 1985, jeg er mor til 2 fantastiske børn, jeg er kreativ, jeg er klog, jeg er freelancemodel og jeg er kommende socialrådgiver – og så har jeg for resten ADHD i svær grad..