Så er det blevet tid til ugens gæste blogger ..

Ugens gæst er 27 årige Max Bendtsen fra Køge. Max og hans kone Julia kom på hele Danmark læber da i de i begyndelsen af 2017 ramte samtlige af landets medier, da Julia var blevet afvist familiesammenføring med Max og deres lille datter.
Årsag var at Max efter en alvorlig trafik ulykke, nægtede at komme på førtidspension, men valgte kontanthjælp, for at fastholde sine muligheder for at beholde kontakten til arbejdsmarked.
Dette kom til at koste den lille familie dyrt- I dag afventer de på ny en sag, FN handicap Komité har indstævnet Den danske stat for , nemlig en overtrådelse af menneskerettighederne, som menes overtråd, netop pga Max´s anderledes situation. 

Med dette forord, vil jeg ønske jeg alle en fantastisk fredag- og overdrage bloggen i Max´s varetægt for en dag <3

APRIL <3

De 3 fra Køge

Kampen

Hej –  jeg hedder Max, og jeg er 27. Jeg har en Kone fra Ukraine også 27 – sammen har vi en datter på 16 måneder. Vores historie starter tilbage i 2009.   

Mit liv blev forandret på bare én dag. Tilbage i ´09 var jeg ude for en bilulykke, der smed mig i koma i en måned. Jeg var på 3 forskellige hospitaler og endte til sidst på Hvidovre hospital. Jeg var blevet lammet i højre side, mit syn var svækket, min stemme var ikke ord mere, men lyde… En sygeplejerske kom ind på min stue og fortalte mig, at jeg havde været ude for et grim bilulykke, og at jeg nok aldrig ville komme til at gå eller få noget normalt liv igen. Jeg havde mest lyst til at skrige eller græde, men jeg måtte indse, at virkeligheden nok blev sådan fremover.

 

Efter et stykke tid begyndte min højre side at røre på sig. Mere blev mere, så min genoptræning gik i gang – det var et hårdt forløb. Jeg røg i en kørestol, så jeg kunne komme lidt rundt omkring – jeg er en meget stædig person, så jeg gjorde alt for at komme på benene igen. Om natten, hvor jeg faktisk burde sove, gik jeg rundt og holdt fast i tingene, jeg kunne støtte mig op af. En dag kom der nogle fra min kommune og tilbød mig førtidspension, da jeg ikke så ud til at kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen… jeg takkede nej, da jeg vidste inderst inde, at jeg nok skulle rejse mig og komme til at arbejde igen. Efter meget lang tids genoptræning kunne jeg faktisk gå næsten normalt. Jeg lignede dog en, der var godt fuld – men jeg kunne gå!

Jeg blev tilbudt at komme på noget, der hed Kildebakken i Fakse. Det var et sted ligesom et plejehjem – bare for folk, der har fået en hjerneskade. De indså hurtigt, at der skulle jeg ikke være, da folk var meget ældre end jeg selv, så jeg blev hurtigt taget ud derfra, da personalet syntes, det var synd for mig. Jeg blev derefter sendt op i Hørsholm på Selmersvej, som var et bofællesskab for hjerneskadede på min egen alder. Her var der forskellige hjerneskader – jeg faldt hurtigt ind sammen med dem alle og så dem faktisk som min lille familie. Igennem Selmersvej starte jeg på noget, der hed HKI, som var et arbejdsprøvnings-forløb inde i København, så jeg tog hver dag fra Selmersvej til HKI. Da jeg havde været der godt og vel et års tid og jeg var afklaret, syntes de både på Selmersvej og HKI, at jeg var klar til at komme tilbage til min gamle kommune i Køge.

Jeg røg ud i en lejlighed i Herfølge, hvor kommunen gik i gang med at teste mig – selvom der i mine papirer fra Selmersvej og HKI stod, at jeg var klar til fleks-ordning… kommunen syntes stadig lige, jeg skulle afprøves lidt mere –  jeg gik med til et halvt år. (Årene gik og et halvt år blev til 1 og så 2. Skal jeg være ærlig, så var kommunen ikke gearet til det, kontanthjælp skulle jeg slet ikke have haft – men derimod noget andet, som jeg først fandt ud af senere efter nogle år, da jeg røg på noget, der hedder Vikon. Der får jeg en mentor, som fortæller mig, at jeg slet ikke burde have været på kontanthjælp – men derimod noget, der hedder ledighedsydelse.) Jeg kommer på ledighedsydelse med det samme og får faktisk flere penge end de sølle 5 tusind kroner.

Efter nogle år, hvor jeg havde kæmpet med systemet og ikke rigtigt syntes, jeg fik den hjælp jeg burde have, skete der noget fantastisk – jeg mødte min nuværende kone!   August den 11-2012: Jeg var på vej ind til København for at møde nogle gamle venner fra Selmersvej, da jeg ankom med bussen til Køge station, var mit tog lige kørt, så jeg måtte vente på det næste.  Så kom toget fra Roskilde, og der så jeg mit livs kærlighed komme ud… jeg stod med åben mund, som man ser på tegnefilm. Jeg gik med det samme over til hende for at sige, hvor dejlig og smuk hun var. Man siger, det er efter min ulykke, at jeg lige glemmer at tænke, før jeg handler… og det kan de vel nok have ret i.  Jeg spurgte derefter, om hun ikke ville drikke en kop kaffe med mig. Hvor hun så svarede: ”WHAT –  English please”, så jeg fortalte hende igen det hele på engelsk – og hun svarede ja hvorfor ikke. Igen jeg gør ting, før jeg har tænkt over det – men imens vi sad og snakkede, spurgte hun, om jeg havde lyst til at komme med til en fest i Borup, jeg svarede selvfølgelig ja og glemte alt om mine gamle venner fra Selmersvej. Det hele endte med, at vi faktisk begyndte at ses hver weekend – og det blev hurtigt til hver dag.

 

Det var hårdt for hende, da hun arbejdede i Lejre, så det var en lang tur at tage hver dag.  Vi blev enige om at købe en billig bil, som hun kunne køre på arbejde i. Julia – som hun hedder – begyndte på dansk-kursus og lærte faktisk ret hurtigt sproget og vores grammatik, så selvom jeg havde 2 hjemmevejledere, som burde hjælpe mig med breve fra min advokat og andet, ja så klarede hun det uden problemer. Grunden til, at jeg fik en advokat, var fordi, at jeg ikke var selv skyld i ulykken, så jeg kørte en erstatningssag imod ham, der kørte bilen. Det en lang historie, og jeg vil ikke hænge nogen ud, da sket er sket. Min kone begyndte at læse og forstå de breve, jeg fik fra advokaten –  noget som hjemme-vejlederne burde gøre. Julia opdagede mange ting og fejl, som hjemmevejlederne ikke havde set, så de blev hurtigt sat ned i timer af kommunen. Jeg opdagede hurtigt, at Julia var den rigtige for mig – det var hende fra mine drømme, så jeg friede til hende på valentinsdag… ja man er vel lidt af en romantiker. Vi blev gift fredag d 13-2013.

 

 

Mine forældre havde aldrig troet, det ville ske for mig – for bare nogle år tilbage var de tæt på at miste mig, og nu stod jeg her og skulle giftes. De spurgte dog, om vi var klar over, at hvis vi skulle blive sammen her i Danmark, så skulle vi søge familiesammenføring, da Julia kom fra Ukraine og det ikke er et EU land. Min mor ringede ind til Udlændingestyrelsen – hun forklarede dem hele sagen også om, at jeg havde et handicap, der var sat til 50 % arbejdsdygtig af Arbejdsstyrelsen. Hende fra Udlændingestyrelsen svarede dog, at når han er handicappet, så hører han ikke under forsørgelsespligten, så vi kunne bare søge familiesammenføring uden problemer. Min kone og jeg blev meget glade, da vi hørte det, men så nemt skulle det åbenbart heller ikke være. Efter 3 måneder fik vi et afslag. Deres begrundelse var, at jeg havde været på kontanthjælp.  

Min advokat fra ulykken kontaktede mig for at give mig et hint til en god advokat. Vi kontaktede ham og forklarede ham om hele sagen. Han tog den med det samme, da han syntes, den lød meget spændende. Advokaten fik hurtigt gjort noget, så Julia ikke skulle forlade Danmark, vi røg i Byretten – vi vandt der uden problemer. Udlændingenævnet ankede til Østre Landsret. Vi blev kontaktet af både Lorry og Politiken, som gerne ville sidde med inde i retten. Det var min første gang i retten og nok også min kones. Da retten sluttede, var vi meget positive, da vores advokat klarede det rigtigt godt.  Lorry spurgte, om de måtte lave et interview, og vi svarede selvfølgelig ja til det. De fik lavet indslaget og bragt historien ud til hele Danmark, hvilket gjorde, at vi fik mange positive beskeder og støtte fra folk, vi slet ikke kendte.  Da vi fik svaret fra dommen, var den meget positiv –  for vi havde nemlig vundet, og derefter fik Udlændingenævnet 14 dage til at anke den i. Da de 14 dage var gået og vi intet havde hørt, skrev vores advokat tillykke og alt det bedste. Der gik dog ikke længe før han skrev igen… eller han ringede faktisk og sagde, at de lige havde anket afgørelsen blot 4 min før fristens udløb.

Vi troede, det var løgn – vi blev meget kede af det, for vi kunne ikke forstå det… vi har jo intet ulovligt gjort, vi havde derimod kun gjort alt lovligt. Der har faktisk været mange i løbet af årene, der har givet os gode ”idéer” for at blive her i Danmark, og hvordan man snyder det danske system (faktisk deres skyld, at reglerne er så stramme) –  men vi gør det, der er lovligt, og vi giver ikke op, før vi får retfærdighed. Sagen blev anket til Højesteret – vi skulle lige komme os over, hvordan de kunne tillade sig at anke den 4 minutter, før sagen lukkede… hvordan kan man tage det seriøst! D.1/4 2016 var vores indkaldelse til Højesteret …1 helt år at leve i den uvished var et helvede, folk begyndte at skrive alt muligt om udenlandske kriminelle, der begår mord og kan få lov at blive, så hvorfor kunne min kone ikke –  og især nu også, hvor vi havde fået et barn. Det gik os meget på, så min kone og jeg lavede den aftale ikke at tænke over det og kun fokusere på os selv. Det var det, der gjort os så stærke. Dagen kom, hvor vi skulle i Højesteret. Vi var på en måde glade, for nu kunne der endelig lægges låg på sagen, og vi kunne får et normalt liv sammen alle 3…

 

 

I retten gik det dog ikke, som vi havde troet, da vores advokat ikke havde den magt til at føre os. Det havde hans chef derimod, så han tog den. Da han begyndte, virkede det, som om han kun havde læst og prøvet at sætte sig ind i det på en nat. Da retten var overstået, gik vi med en underlig fornemmelse i kroppen, for vi følte os svigtet af vores advokats chef. Retten sagde, der ville gå 5 dage, så ville svaret komme –  og rigtigt nok. Den 22. december 2016 fik vi svaret, som var, at vi havde tabt sagen! Vores verden gik ned. Det føltes, som om lyset var slukket inde i os.

Lorry kom med det samme hjem til os, da de hørte udfaldet, og lavede et interview med os om, hvordan vi havde det med det udfald og hvad vi ville gøre.  Vi havde ikke rigtigt noget svar – som jeg også har skrevet, vi havde det som om, lyset inde i os var slukket, og alt det, vi havde kæmpet for bare blev smidt meget hårdt på gulvet. Da det kom i Lorry om aftenen, gik der ikke ret længe, før alle medier ringede for at lave et indslag med os. Go’aften Danmark og Aftenshowet ville have os ind, forskellige radioer ville også høre vores historie.

Lige med et stod vi faktisk med hele Danmarks opbakning – det var en meget underlig fornemmelse, som ikke rigtigt kunne forklares. Gudskelov fik vores advokat hurtigt stablet noget på benet og fik lavet familiesammenføring med Julia igennem vores datter, han havde også kontaktet FN, som faktisk var hurtige til at melde tilbage – det tog dem kun 2 dage! De oplyste, at Julia kan blive her i Danmark, imens sagen kører. Danmark er nu røget på Anklagebænken af FN Handicapkomité, og dermed har min kone, jeg og Alisa lavet Danmarkshistorie – for dette her er første gang!

Skrevet af Max Bendtsen