En mor´s undskyldning til sin søn på 8 år- Undskyld Anthon, undskyld for jeg gav dig narko !

I dag Torsdag , har jeg mod sædvanen en ekstra gæsteblogger, her på bloggen.

Men denne her historie- fortælling – beretning, var bare så vigtig at jeg mente en ekstra gæst, skulle på.
Camilla Lantz, LØVINDE MOR, bar/natclubejer af den berømte klub Cosy, ejer af hudserien LANTZ CPH.  Hengiven Kæreste OG en kvinde jeg beundre utrolig meget for altid at stå op og kæmpe for de ting hun tror på, og som hun vil. Og for at være et godt menneske

Camilla, er stødt ind i et system, der tvang hende til at give sin søn narko i dens reneste form, nemlig amfetamine – nærmere betegnet produktktet Elvanse, som udskrives i Danmark  i flæng af lægerne, de læger som skal hjælpe og behandle børnene.
Men i stedet for at behandle og se de børn som får ADHA Diagnoser, på en medmenneskelig og ordentlig måde, vælger man at medicinere dem med narkotikum og uden opfølgende samtaleterapi eller anden form for menneskelig kontakt med læge eller uddannet personale herunder psykiater eller psykologer.

Men det vælger systemet ikke at gøre, da der ikke er resourser i vores sundhedssystem til dette. Så er det nemmere at forgifter vores børn, og medicinere dem med stærk vanedannende medicin, som går ind og ændre på børns personlighed.

Camilla og hendes lille søn, og derfor hele hendes lille familie, er som jeg ser det blevet udsat, for hvad jeg mener er et voldsomt overgreb fra myndighedernes og sundhedssystemet side af!
Og oven i hatten, har de været udsat tilsvining af samme instanser, fordi hun kæmper for sin lille søn´s rettighed til at være et helt menneske, samt den fundamentale ret til at blive set og i mødekommen. Hun er blevet kaldet skadeligt for sin lille søn!!
Så jeg vil bede dig om at læse Camilla´s blogindlæg her – og meget gerne dele det- da budskabet er vigtigt.

NÅR URET BLIVER TIL RET, BLIVER MODSTAND EN PLIGT!

Tak Camilla for at være en ordentlig og god mor, og tak for du ville være med på bloggen i dag og dele din historie med os.

APRIL

DEL DEL DEL  <3

 

 

Det er onsdag, jeg er på vej tilbage til livet. Har haft de første 4 dage på job, jeg er selvstændig. Jeg er privilligeret. Jeg har rum og overskud til at have sygt barn hjemme. Jeg hører ikke til den kategori der kan få hjælp, jeg skal klare mig selv. Men nogle gange…. Så har man brug for hjælp, og hvad sker der egentlig, når man for første gang kontakter det offentlige system, fordi man har et barn med særlige udfordringer.

 

Jeg har brug for at dele noget med jer. Det er meget personligt, det er trist og ærligt. Jeg har ikke kunne tale højt om det her, det har gjort ondt I struben hver gang jeg har forsøgt, derfor skriver jeg til jer.

Mit hjerte kan snart ikke klare flere forgrædte forældre der fortæller om deres børns diagnoser, og den medicin vi får til dem. Jeg er åbenbart ikke bedre….

Camilla

 

UNDSKYLD ANTON!

 

Kære Anton.

 

Jeg har givet dig Amfetamin.

 

Du har fået Elvanse, den reneste form for Amfetamin på markedet. Du er 8 år.

 

Undskyld

 

Det har været svært at se dig gøre selvskade, tæske lillesøster, mig, og smadre huset. Jeg blev desperat, desværre. Jeg følte mig kørt over af systemet. De har fokuseret på, om jeg var en god mor for dig. Kunne rumme dig. De ønskede at hjælpe dig ved, at pege fingre af mig, de ønskede at finde fejl ved mig, for at kunne forklare dig. De ønskede ikke at være nysgerrig på dig, de ville Ikke tale med dig, og se om samtale med dig, om det der var svært, kunne løse noget. De ønskede blot at observere dig, og give dig medicin. For du havde jo fået taget 2 test, 2 test på et tidspunkt hvor du havde følelserne uden på tøjet, var oprørt og ked.

 

De 2 test blev så konklusionen på din udredning tre en halv måned senere. Diagnoser er der nok af. Hvor skal jeg starte: Kompliceret og svær ADHD, indlæring på niveau 69, hvilket åbenbart betyder at du matcher en retarderet, overvejelser mod Tourette, eventuelt Autisme, og så selvfølgelig søvnproblemer og night terror.

PUHA!

 

Chefpsykologens konklusion var så, at hun anbefalede at du skulle flytte op til din far, og hvis du ikke skulle det, så skulle du I hvert fald ikke være hos din mor, hun anså at jeg vil være skadelig for dig og din udvikling. Chefpsykologen har aldrig haft en eneste snak med dig, hun har kun lavet de 2 test knap 4 måneder forinden, så hvordan kunne hun påstå, at hun vidste hvad der var godt for dig. Og hvordan kunne jeg gå med til, at lade hende styre og bestemme.

 

Du og din søster har været hos mig hele jeres liv, I har aldrig været hos jeres far mere end max 4-5 dage, og de sidste par år 2 dage pr. 14. Dag. Du er ikke tryg, du har brug for din faste base, din søster, dine kammerater, din skole, og din mor I dit liv.

 

Jeg har jo haft en natbar for evigt. Jeg har en pigekæreste. Jeg udstråler styrke, og er alt for ærlig. Jeg er et nemt offer at pege fingre af. For der er rigeligt at tage fat I. Men Anton, du skal altid vide, at siden jeg blev gravid med dig, og sidenhen Stella, så har I været min første prioritet. Målet for mig, har altid været at skabe en tryg base, et godt børneliv, et sted hvor I elskede at være, og invitere venner hjem. Vores dør er en svingdør, det vælter ind og ud med børn, og deres forældre. Vi kan lide at være omkring mennesker I vores familie, og vi er gode til det. Men når det er sagt, så er livet en rutchebane, og der er op og nedture. Jeg prøver at navigere rundt I vores, jeres og mit liv på bedste vis, har hjulpet din far flere gange end jeg længere tør sige højt. Intentionerne og tilgangen har været optimistisk, realistisk og til tider drømmende, men aldrig dømmende.

 

Jeg valgte d. 13. Januar at give dig en kold tyrker. Jeg turde ikke sige det til nogen. Jeg vidste bare, at det var det rigtige. Jeg forhørte mig I lukkede grupper om man matte det, og hvem man skulle spørge om lov. Havde din far krav på at vide noget, skulle kommunen, skolen og resten af dit netværk være involveret I, at jeg, din mor, fjernede narkotikaen fra dit liv og din lille krop. NEJ!

 

Jeg kunne allerede dagen efter se små forandringer, lidt liv I dine øjne. Jeg var sammen med dig 24/7, men det var ikke nødvendigt. Du vendte tilbage til os, meget hver dag. Du har stadig et iltert temperament, kan have svært ved at forstå et nej. Men…. det er du vist ikke den eneste 8 årige der kæmper med.

 

Nu er du tilbage på skolen, du går til svømning, du har idræt, du laver snemænd og har legeaftaler igen. Du er næsten en normal dreng

Jeg må røre dig igen, du har fået humor og glimtet i øjet tilbage.

 

Anton, når tid er, så runder vi en psykolog, samtaleterapeut eller lignende, så du kan tale med et mennesker om alt det der er sket I dit lille liv. Du skal også forholde dig til, at du er et barn proppet med diagnoser, og er blevet fejlmedicineret. Jeg vil sammen med dig kæmpe dig væk fra alle de diagnose, du er et menneske der er meget følsom på livet, og dét er der intet galt i!

 

Elsker dig forevigt <3

Mor

 

Fodnote:

 

Kender vi ikke alle et barn eller flere børn med en diagnose.

Er vi ved at skabe en ny generation, hvor vores børn vokser op, med hver deres label på ryggen?

Jeg har et andet håb, og nogle andre drømme for mine børn, jeg har nogle andre ønsker for mine børns kammerater, deres venner osv osv. Vi må og skal som forældre hanke op I os selv, og begynde at påtage os det fulde ansvar, og ikke lade os diktere til at gøre noget, fordi, vi får fortalt, at løbet er kørt.

Det beskrives, at der rundt regnet er 5,7 mio børn I den vestlige verden der på daglig basis indtager receptordineret narkotika mod en adfærdsforstyrrelse…

 

Kan vi være det bekendt?! Mit hjerte gør ondt ved tanken.

Camilla Lantz

 

Fakta:

 

http://www.irf.dk/dk/anmeldelser/praeparatanmeldelser/arkiv/elvanse.htm

 

ADHD I tal:

 

http://adhd.dk/r/wp-content/uploads/sites/2/2014/11/ADHD_i_tal.pdf

 

Modsvar:

 

http://www.mmk.info/newsletter.php?id=53